I dag var vi på vej hjem med min oldemor, som havde været hos os hele dagen. ´
På turen så vi en lille familie, to voksne, to børn og to i noget der lignede en klapvogn. Da vi kørte forbi var det kørestole og to handicappede børn sad i dem, både forældrene og deres børn, smilede stort, jeg ved ikke om det var fordi vi var de første der havde kørt langsomt ved dem og smilet, eller om de bare nød livet, men det fik mig til at tænke.
Alle jeg kender, som har været handicappede eller syge på andre måder, er næsten altid glade, de smiler stort set altid og dømmer aldrig andre, og det synes jeg er så smukt! I sær fordi vi er i en verden hvor alle næsten dømmer andre.
Jeg husker to som gik på samme skole som mig engang, de var begge to mongoler, men de hjalp altid alle, de smilede altid, holdte i hånden og kyssede hinanden. De havde det hårdt og jeg tror godt de selv vidste at de ikke blev så gamle, men alligevel smilede de stort begge to og gjorde alt for andre.
Jeg forstår ikke hvorfor alle ikke kan være sådan, tænk hvis du selv en dag blev handicappet eller lignende..
Jeg giver alt min kærlighed til folk med diagnoser, sygdomme og ting som svækker dem!
Vi burde alle leve livet og smile hver dag! Husk, hvis selv et handicappet barn kan, så kan du også!
ALLE I VERDEN ER SMUKKE!
Amanda Arrigan Nymann
Ingen kommentarer:
Send en kommentar